EN Udvalg af medicin, der forårsager imponerende vægttab, har revolutioneret behandlingen af ​​fedme - og givet forbrugerne et hidtil uset udvalg af vægttabsterapier. Nu begynder forskning at afsløre, hvordan disse stoffer kan adskille sig fra hinanden, selvom de fungerer på samme måde.

Semaglutid, tirzepatid og andre nyligt udviklede lægemidler til behandling af fedme og stofskiftesygdomme virker delvist ved at efterligne et naturligt hormon kaldet glukagon-lignende peptid-1 (GLP-1). Undersøgelser har dog vist, at stofferne er forskellige i deres evne til at Forebygge sygdomme som type 2-diabetes 1adskiller sig, og at nogle resulterer i større vægttab end andre 2. Der er også forskelle mellem disse lægemidler og en ældre generation af GLP-1 lægemidler, hvor forskning tyder på, at nogle af de tidligere lægemidler er mere effektive mod neurodegenerative sygdomme som f.eks. Parkinsons sygdom 3end senere medicin kunne være.

At forstå forskellene kan hjælpe læger med bedre at skræddersy behandlinger, siger Beverly Tchang, endokrinolog ved Weill Cornell Medicine i New York City. "For eksempel, hvis en person med fedme har hjertesygdom, har jeg en tendens til at gribe efter semaglutid først i stedet for tirzepatid, fordi vi har dataene," siger hun og citerer en undersøgelse 4, som viste det Semaglutid reducerer risikoen for alvorlige kardiovaskulære hændelser hos mennesker med disse sygdomme. Men valget kan være anderledes for en person med søvnapnø, siger hun og citerer en undersøgelse 5, hvor tirzepatid reducerede symptomer på søvnapnø hos personer med fedme.

Sammenligning

De bedst sælgende vægttabsmedicin omfatter semaglutid, der sælges som Ozempic og Wegovy, og tirzpeatid, der sælges som Mounjaro og Zepbound. En undersøgelse offentliggjort i denne måned 1fundet, at tirzepatid er bedre end semaglutid til at forhindre udviklingen af ​​type 2-diabetes hos personer med fedme. Endnu en analyse 2konkluderede, at tirzepatid var forbundet med større vægttab end semaglutid hos personer med overvægt og fedme. Forskere venter nu spændt på resultaterne af en randomiseret kontrolleret forsøg, der sammenligner semaglutid med tirzepatid på vægttab og vil give et mere endegyldigt svar end tidligere retrospektive undersøgelser.

Både semaglutid og tirzepatid efterligner GLP-1, som er involveret i at regulere blodsukkerniveauet og undertrykke appetit. Denne mimik gør det muligt for lægemidlerne at aktivere receptorer, der normalt aktiveres af GLP-1.

Tirzepatid efterligner også et andet hormon kaldet gastroinhibitorisk peptid (GIP), som spiller en rolle i fedtstofskiftet. Tirzepatid aktiverer derved receptorer, der normalt aktiveres af både GLP-1 og GIP.

Det ville dog være en forenkling at antage, at tirzepatids formodede højere styrke skyldes, at det er rettet mod to hormoner i stedet for ét, siger Tchang. Tirzepatid "aktiverer ikke GLP-1- og GIP-receptorerne lige meget," siger hun. I stedet binder lægemidlet mere effektivt til GIP-receptoren end til GLP-1-receptoren. En hypotese er, at tirzepatids GIP-aktivitet øger GLP-1-induceret vægttab, selvom dets GLP-1-receptoraktivering er svagere.

Et eksperimentelt lægemiddel udviklet af bioteknologiselskabet Amgen, baseret i Thousand Oaks, Californien, retter sig også mod receptorer for både GLP-1 og GIP. Men i modsætning til tirzepatid blokerer dette lægemiddel ikke receptorerne. Lægemidlet opnåede lovende vægttabsresultater i et tidligt klinisk forsøg 6.

Forskere forsøger nu at forklare, hvorfor et betydeligt vægttab opnås både ved at aktivere GIP- og GLP-1-receptorerne og ved at aktivere GLP-1-receptorerne og blokere GIP-receptorerne. "Der er teorier, og folk arbejder på dem, men jeg synes, vi skal være lidt ydmyge og indrømme, at der stadig er ting, vi ikke helt forstår," siger Daniel Drucker, endokrinolog ved University of Toronto i Canada.

Redder hjernen

GLP-1-lægemidler forårsager ikke kun vægttab, men reducerer også inflammation, hvilket delvist kan forklare, hvorfor de har potentiale til at hjælpe med at bremse neurodegenerative sygdomme. Både Parkinsons og Alzheimers sygdomme involverer hjernebetændelse.

I et lille klinisk forsøg forbedrede GLP-1-lægemidlet exenatid symptomer hos mennesker med moderat Parkinsons sygdom 3. Exenatid var det første GLP-1 lægemiddel på markedet og modtog US Food and Drug Administration godkendelse i 2005. En lille undersøgelse af et GLP-1 lægemiddel kaldet Liraglutid bremsede kognitivt fald med op til 18 % hos mennesker med mild Alzheimers sygdom i løbet af et år.

Nogle forskere mener, at jo bedre et GLP-1-lægemiddel trænger ind i hjernen, jo bedre kan det behandle neurodegenerative sygdomme. Det er dog endnu ikke klart, hvor langt disse stoffer når hjernen, men det gør dyreforsøg 7tyder på forskelle mellem GLP-1-lægemidlerne i denne henseende.

For eksempel ser det ud til, at exenatid passerer blod-hjerne-barrieren, et beskyttende skjold, der kontrollerer, hvilke stoffer der kan passere fra blodbanen til hjernen. Christian Hölscher, neurolog ved Henan Academy of Innovations in Medical Science i Zhengzhou, Kina, tilskriver lægemidlets første succes med at behandle Parkinsons sygdom til denne evne.

Han bemærker, at en version af exenatid, der blev modificeret til at forblive i blodet længere, ikke havde samme succes med at behandle Parkinsons sygdom som den originale version 8. Den modificerede version er et meget større molekyle, som ikke kan komme ind i hjernen. "Dette viser virkelig, hvor vigtigt det er at få stoffet til de områder, hvor skaden er, hvis du vil forbedre og beskytte neuronerne," siger han. Han bemærker også, at undersøgelser indikerer, at semaglutid ikke kan krydse blod-hjerne-barrieren. "Derfor er det meget usandsynligt, at de nyeste medikamenter, der er tilgængelige på markedet for diabetes, har en særlig god effekt på Alzheimers eller Parkinsons sygdom."

Men andre forskere deler ikke denne opfattelse. "Jeg tror ikke, vi har særlig gode data, der etablerer en sammenhæng mellem hjernepenetration og aktivitet i neurodegenerative sygdomme," siger Drucker.